Lirac 2007 Clos des Sixte

Lirac er en stor appellation på højre bred af den sydlige del af Rhone. Der produceres meget fyldige rødvine og virkelig gode rosé-vine som kan være et godt alternativ til det mere kendte Tavel.

Som vinproducerende område har Lirac haft betydning helt tilbage fra 1500-tallet hvor man afskibede ret store mængder rødvin til bla. England. 1 1700-tallet var havnebyen Roquemaure langt vigtigere som vincentrum end Chateauneuf-du-Pape på den anden side af floden.

Clos des Sixtes ejes og drives af Alain Jaume som også er meget anerkendt for sine fremragende vine fra Chateauneuf-du-Pape, St. Joseph og Vacqueyras. Navnet Clos des Sixtes tager sin oprindelse i navnet Sainte Sixte som var pave.

Vingården er ideelt placeret på en højslette med lette skråninger som giver ideel eksponering med solen. Jordbunden er gruset med relativt store sten som dels tvinger stokkene til at sende rødderne dybt ned efter næring og som dels sikrer fremragende dræning for de i gennemsnit 35 år gamle stokke. Clos des Sixte er blandet af 45% Grenache, 40% Syrah og 15 % Mouvédre. Domainet omfatter i alt 15 hektar.

Clos des Sixte 2004 fremstår som en fremragende eksponent for årgang 2007 og har hos experten Robert Parker opnået hele 92 points. Vinen er dybt mørkerød, nærmest sort. Duften er først lidt lukket men åbner ret hurtigt i glasset med intense noter af lakrids, tobak, urter og mørke frugter. Vinen er utroligt koncentreret med stor fylde og krop. Tydelige noter af peber, lakrids, krydderi og også Alain Jaumes fantastiske evne til at pumpe sine vine med moden frugt. Lang vedholdende eftersmag med flot struktur og et herligt syrepift der lover godt for fremtidig udvikling.

Man kan sagtens nyde Clos des Sixtes 2007 allerede nu. Naturligvis er det en intens oplevelse med de 14 % alkohol vinen byder på, og menuen bør da også være tilsvarende livskraftig. Gastronomisk er dette vinen til de kraftige kødretter med mange krydderier og smagsindtryk. Vi forventer ideel modenhed i perioden 2011-2013.