Domaine de La Rouviole 2000, Cuvee Tradition, Minervois

Et af Minervois’ bedst beliggende domainer med 30 hektar vinmarker nær landsbyen Siron. Leonor-familien har ejet Dom. Rouviole siden 1936 – meget længe før dette område blev anerkendt af vinverdenen. Alt høstes manuelt for at bevare så mange hele druer som muligt og høstudbyttet er begrænset til 35 hl./ha. Meget imponerende vine med stor fylde baseret på 40% Syrah, 40% Grenache og 20% Carignan.

Minervois er en appellation i det vestlige Languedoc kendetegnet ved nogle frodige rødvine samt lidt hvidvin og rosé. De produceres på næsten 4000 hektar varieret terræn i departementerne Aude og Hérault. Appellationen har fået navn efter byen Minerve. der er mange arkæologiske beviser for at romerne dyrkede vin her. Cisero omtaler vintransporter til Rom fra pagus minerbenis og fra La Liviniére, den landsby der med størst ret gør krav på sin egen appellation.

Markerne på Domaine La Rouviole dækker ca. 30 hektar i Minervois La Liviniére ved foden af Montagne Noire. Familien Leonor kom oprindelig fra Portugal hvor man har dyrket vin igennem 3 generationer. Domainet er præget totalt af håndarbejde i markerne og udbyttet pr. hektar er så lavt som 35 hektoliter. Alt sammen tiltag der medvirker kraftig til en stabil og meget høj kvalitet.

La Rouviole 2000 er lavet på 40% Syrah, 40 % Grenache og 20 % Carignan. Carignan druerne gæres efter Mecération Carbonique ligesom Beaujolais for at tilføre så meget frugt og aroma som muligt.

Man bemærker straks 2000-årgangens store potentiale idet vinen fremstår virkelig dybt rød og intens i farven. Duften er umiddelbart åben med heftige noter af røde bær, mørk chokolade og mandler. Vinen er kraftig og dog elegant og efterlader kraftige ” gardiner” på glasset. Smagen er præget af masser af koncentreret frugt, lidt chokolade og et fint lidt pebret krydderi som meget elegant pakker den bløde syre ind så vinen fremstår virkelig behagelig. Eftersmagen er vedholdende og fint afrundet.

Domaine de la Rouviole 2000 kan sagtens nydes nu til kraftige kødretter eller pastaretter med en markant sauce. Der er dog ingen tvivl om at vinen har potentiale til noget endnu bedre ved lagring. Vi forventer ideel modenhed omkring 2005-2006.