Cotes du Roussillon 2003, Domaine Fontanel

Roussillon er en del af Languedoc, men området har helt sin egen identitet både kulturelt og geografisk. Indbyggerne er mest catalanere som har været udsat for kraftig spansk indflydelse, især i 12-1600 tallet, hvor området først blev styret fra Mallorca og siden fra Aragon.

Befolkningen føler sig tæt knyttet til spansk Catalonien på den anden side af Pyrenæerne. Mens Languedoc er kendetegnet ved flade kyst-sletter er Roussillon nu faktisk identisk med departementet Pyrénées Orientales, den østlige del af Pyrenæerne, med bjerge så høje at flere er snedækkede året rundt.

Kun Oliven og vinstokke kan trives her i de barske tørre dale. Klimaet er det mest solrige i Frankrig med 325 dages solskin om året.

Domaine Fontanel ligger i Tautavel over for Corbieres på 35 hektar vinmarker. Pierre og Marie-Claude Fontaneil har som 5.generation besiddet ejendommen siden 1989 og har under ekstremt svære forhold med skiftevis tørke og oversvømmelser, opbygget et mønster-vinbrug med vægten lagt på tradition og de nyeste teknikker.

Udbyttet er ekstremt lavt med kun 30 hektoliter pr, hektar og vinene filtreres ikke for at bevare så megen farve og aroma som muligt.

Domaine Fontanel 2003

Domaine Fontanel 2003 er lavet på 50% Carignan, 30% Grenache og 20% Syrah. Alle druer som også skaber de store Rhone-vine fra Chateauneuf-du-Pape. Dette er formentlig den bedste vin domainet til dato har frembragt, idet man til fulde har udnyttet 2003-årgangens enorme potentiale Vinen er intenst rød-næsten sort.

Duften er i første øjeblik stadig lidt lukket, men åbner flot efter et par minutter i glasset med toner af kirsebær, ribs, engelsk lakrids og lidt peber. Vinen er virkelig fyldig og pakket med frugt, stadig ungdommelig med en lille snært syre og friskhed der gør den ideel til f.eks julens kraftige retter.

Eftersmagen er vedholdende og forekommer med sin store frugt meget afrundet med et behageligt lille krydderi. 14% alkohol gør denne vin til en ” maskulin” sag der uden problemer matcher både rødkål, svesker og andet Jule-sul.

Vinen kan gemmes i 3-5 år, men er faktisk bedst når den drikkes relativt ung. Vi forventer ideel modenhed sommeren 2005.